Agurketiden er nu også gået i fisk    

Dette er endnu lille historie om hvordan virkeligheden, dag for dag, forsvinder ud af fiskeriforvaltningen og hvordan "andre aktører" derfor kan udnytte (kapitalisere) udviklingen. Alt er blevet muligt, alle kan skrive alle mulige rapporter, foretage undersøgelser og analyser, offentliggøre det og ingen stiller én til regnskab eller forklaring. Denne sag topper foreløbig listen over vrøvl.  

Men der er selvfølgelig altid undtagelsen der bekræfter reglen.

Denne artikel skulle skrives til den seneste historie om udsmid i fiskeriet, fordi den ”analyse” af udsmidet indeholder værdifulde bifangster i form af morsomheder og dokumentationen for, at ligesom fiskerne give fanden i de politiske virkeligheder, regler og love, giver den økonomiske videnskab, fanden i virkeligheden og dens love og regler. Og det vigtigste – det kan videnskaben trygt gøre. For i forvaltningen af fiskeriet kan man sige alt. Ingen kommer efter én for at kontrollere sandhedsværdien af de mange påstande – ingen.    

Sagen: Mandag den 1. august 2011 kunne vi i danske og udenlandske medier se, høre og læse, at udsmid af fisk, (discard) er et stort problem. En engelsk økonomisk tænketank NEF, havde offentliggjort en rapport og en tilhørende pressemeddelelse, som åbenbart skal dokumentere påstande om, at vi (samfundet) med 50 års udsmid af ”7,5 mia. stk. (hvis du læser "stykker" dvs. antal af torsk, så læste du rigtigt) torsk fra Nordsøen, Den østlige del af Engelske Kanal og Skagerrak, i perioden 1963 – 2008”, har mistet værdier for 23 mia. DDK. Alle medier bragte nyheden – for nu var der jo kommet kroner og øre på udsmidet. Kroner, ører og aktiekurser det er noget vi forstår og kan forholde os til. Men hvorfor i alverdens rige og lande bruge tid på det vrøvl?

For det første fordi det handler om fiskeri, for det andet fordi jeg har fået en fridag og for det tredje fordi denne nyhed ses optaget i de danske medier, med en kommentar fra direktøren for det hele i Danmarks Fiskeriforening, Niels Wichmann, som til JP siger:

”Udsmid i det omfang finder ikke sted i dansk fiskeri, og jeg tror ikke på ICES' tal. De kigger på landingstallene, og hvis det ikke stemmer overens med deres opgørelser af bestandene, så kalder de det udsmid. Men det kunne jo også være, at fiskene var blevet ædt af sæler,” siger Niels Wichmann.

Det skal med fordi direktøren tilsyneladende tager sagen alvorlig. Enhver anden fornuftig direktør ville selvfølgelig have sagt: - Det lyder godt nok som noget vrøvl, men nu får jeg læst rapporten (det tager til direktørens oplysning en lille time) og så skal jeg forsøge at svare på jeres spørgsmål.

Til sagen: Indledningsvis skal det selvfølgelig slås fast, at udsmid af fisk, er et meget alvorligt problem i fiskeriet og det er også et emne Levende Hav altid har beskæftiget sig med. Det skal stoppes og det skal stoppes ved kilden, altså i de fiskerier (trawl), hvor udsmidet foregår i den store stil.

Fik man stoppet udsmidet i trawlfiskeriet, ville man have løst så meget af udsmidsproblemet, at de øvrige udsmidsproblemer skulle være til at leve med. Til løsningen af trawlfiskeriets udsmidsproblemer, taler vi ikke om selektive redskaber, fordi større masker; riste; vinduer og meget andet teknisk, ikke løser, men skaber nye problemer. Udsmidsproblemet i trawlfiskeriet løser man ganske enkelt ved at forbyde det meste af det trawlfiskeri, som foregår ved at slæbe trawl henover havbunden.

Spørgsmålet er så: Vil denne rapport og dens mediedækning være med til at løse det problem? Svaret er: Det er da muligt, men meget usandsynligt. Løsningen på udsmidsproblemet i trawlfiskeriet er den offentlige forargelse og deraf følgende politiske handlinger. I det lys kunne rapporten måske hjælpe og det er afgjort også i det lys rapporten er skrevet. For det er kun i forargelsen, ikke i det fiskerifaglige og fiskeriøkonomiske lys, rapporten kan være det papir værd, den er skrevet på. For hvis nogen med lidt forstand gjorde sig den ulejlighed at se på præmisserne for rapporten, falder den fra hinanden, som dét korthus den er.     

Så langt så godt og i det lys er den jo i det mindste uskadelig og den kan udsmides sammen med alle de andre tidligere og lignende rapporter fra bl.a. WWF, som siger noget af det samme. Men problemet med denne er, at NEF (måske uden at ville det) legitimere og muliggør et trawlfiskeri – også i fremtiden. Det gør denne rapport ved at opstille 3 scenarioer: 1. fiskeriet fortsætter; 2. fiskeriet foregår gennem et forbud mod udsmid; 3. fiskeriet foregår selektivt. For svaret til de tre muligheder er:    

1. Fiskeriet kan ikke fortsætte som før.
2. Et udsmidsforbud er nødvendigt, men meget langtfra nok.
3. Selektive trawl er ikke længere en del af løsningen, men i dag blevet en del af problemet.

Rapportens data er hentet hos ICES, og bortset fra henvisninger til artikler og en masse snik snak, henter man alle rapportens data i:  http://www.ices.dk/reports/ACOM/2010/WGNSSK/Sec%2014%20Cod.pdf som er én rapport fra én arbejdsgruppe. Rapporten er på 80 sider og den giver en status for 2010 med ref. til årene før. Der er overhovedet intet nyt i den rapport. Og den siger som alle andre ICES rapporter, at man har nogenlunde valide biologiske og fangstdate tilbage fra 1991. Alt det man ved før den tid er viden som på mystisk vis, dvs. vha. en masse deduktion, blev fremskaffet til brug for EF’s fælles fiskeripolitik, som blev udarbejdet i årene før 1983, hvor den trådte i kraft. Alt i alt noget pseudovidenskabelig politisk makværk.

Så alt det man ”ved”, fra de 30 år 1963 – 1993, er ikke en viden der kan bruges til andet end at få slået fast, at bestandene af torsk i de farvande har været meget større. Hvor meget der blev fanget og udsmidt, eller hvor meget der gik til fiskemel og olie, ved man meget lidt om. Man ved noget om hvor meget der blev landet og solgt, det er alt. Men også i dag, hvor forvaltningen totalt har overtaget fiskeriet, ved man ikke mere end, at der sandsynligvis blev udsmidt ca. 14.000 tons torsk i de her nævnte farvande, mens der blev landet ca. 30.000 tons i 2009. Dvs. også i dag, er der uvidenhed om hvor meget der i virkeligheden bliver hevet på dækket. Hvordan skulle man så vide noget fornuftigt om det samme, inden vi begyndte at forvalte fiskeriet?

I 1972 f.eks. mener man der blev landet ”363,375 tons torsk fra de farvande”. Hvordan nogen kan vide det så bestemt, ved kun de der påstået det – ingen andre. Men det forhindrer altså ikke NEF forfatterne til denne rapport, at estimere alt muligt, målt på udsmid og økonomi af sådanne tal.

I ICES rapport læser man også, at fra torskebestandene begyndte at falde drastisk og TAC og kvoter blev mindre og mindre, steg de uregistrerede landinger. Hvor meget ved man ikke, men alle med forstand på fiskeriet ved, at torsken blev landet, enten som sorte eller grå fisk, dvs. omskrevet til andre arter og farvande. Dette meget store ulovlige fiskeri, som foregik i mere end 15 år i torskefiskeriet, nævnes ikke med et ord i denne rapport og det selv om den affødte økonomi, jo i sagens natur nødvendigvis må tælle som et plus i det nationale regnskab.

Bare et lille regnestykke, om ikke andet for sjov skyld. I perioden 1990 til miden af 2000 blev der registreret ca. 1,5 mio. tons torskelandinger i de farvande. I den samme periode blev der landet sorte og grå torsk i mængder, der kunne kompensere for de store kvotenedskæringer. Det tog nemlig mange år at få flåden omstillet og reduceret, så fiskeriet fortsatte nogenlunde som det gjorde før 1990. Alle ansvarlige så gennem fingrene med det, her i landet og andre lande. På denne faktuelle baggrund kan man godt antage, at der blev omskrevet og ulovligt landet op mod 1 mio. tons i de år og et konservativt bud på prisen på de pæne torsk, vil være et gennemsnit på 10 kr./kg altså 10 mia. kroner som ikke blev udsmidt, men omsat. Bare dette lille regnestykke for sjov, men betydeligt mere faktuelt end regnestykker fra før 1991, reducerer samfundets økonomiske tab til 13 mia. kroner over perioden.

Der er mange andre guldkorn som burde se dagens lys i denne sag. ICES rapporten læser vi at industrifiskeriet selv oplyser, at de fangede ”81??? tons torsk” i deres fiskeri i 2009. De mange spørgsmålstegn illustrere på bedste vis den fornuftige foragt, der ligger bag sådanne angivelser. Det danske industrifiskeri og da ikke mindst politiske forvaltning, har en lang historie for at gøre grin med kritikkerne af industrifiskeriet. Men lige som det er udenfor en hver tvivl, at industrifiskeriet i dag har fået styr på deres bifangster af torsk og anden konsumfisk, står det endnu mere klart, at industrifiskeriet fra 1963 – 1995 har fanget så store mængder torsk og anden konsumfisk, at de bifangster alene, umuliggør enhver fornuftig kalkulation på bestande, fangstmængde og værdier.

Når vi nu er ved industrifiskeriet er det bestemt også værd at få bemærket, at i rapporten læser vi, at der ikke er taget højde for, eller vurderet på mængde og værdier i et mere omfattende økologisk regnskab. Blot et usselt lille indblik i den økologiske verden under havet, viser hvor forvrøvlet sådan en rapport tager sig ud i virkeligheden, om virkeligheden nogensinde vil konfrontere denne rapport.

I 60, 70, og noget af 80’erne blev der landet flere tons torsk, end der bliver landet tobis i dag. I midten af 80’erne og starten af 90’erne blev der landet mellem 1-2 mio. tons dansk skidtfisk om året, hvoraf tobis udgjorde langt den største mængde. Et økologisk regnskab ville vise, at uden den massive nedfiskning af bestandene af torsk, ville tobisfiskeriet og andet skidtfiskeri have været umuligt. Det er blot en flig af en økologisk indsigt, som ligger helt udenfor de data som denne rapport bygger på.

Hvorfor er denne rapport så skrevet? For det første fordi NEF sikkert har fået nogle penge til formålet og de ansatte ikke have andet fornuftigt at give sig til. For det andet fordi rapportens konklusioner er så virkelighedsfjerne, at igen anden end et fjols fra Levende Hav kunne finde på at læse og kommentere den, for det tredje fordi NEF, de internationale natur- og miljøorganisationer og andre får nogle tal de kan lege med i den politiske debat om fremtidens fiskeri.

Man ser det for sig, de fiskeripolitiske ordførere, til venstre for midten i dansk politik, stående på folketingets talestol, hvor de meget indigneret taler dunder til regeringen med en sætning som: Værdien af udsmidet af torsk fra de farvande er nu opgjort til 23 mia. kroner. Den danske del er 29 % dvs. 6,6 mia. kroner over 50 år, dvs. 133 mio. kroner om året, dvs. 30-40 mio. kroner mere end det danske samfund giver fiskeriet om året. Og det er vel at mærke kun en art i blot 3 farvande. Jeg tør end ikke tænke på, hvordan regnestykket ville se ud på alle arter i alle farvande.    

Det gør jeg heller ikke. Fortsat god sommer.    

Kurt Bertelsen Christensen

August 2011