| Home | Dansk fiskeripolitik | EU fiskeripolitik | M/S Anton | Galleri | Aralsø-projektet | Arkiv | Links | Støt os |
|
|
Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"
Anton og Havet - 24/5 2004 Læs M/S Anton projektbeskrivelsen Jorden er den eneste planet som burde hedde «Havet», for det er havet som sætter os i en særstilling. Tor Chr. Sletner Sådan indledes en ny udgivelse fra Levende Hav som i tekst og billeder giver en indføring i foreningens arbejde i det danske havmiljø og fiskeri i og med foreningens projektfartøj M/S Anton – for et levende Hav og indledningen fortsætter: Det er i grunden misvisende, at vores planet hedder ”Jorden”. I virkeligheden burde den hedde ”Havet”, for det er havet, der udmærker den, dækker størstedelen af dens overflade og er livets oprindelse. Når den alligevel fik navnet ”Jorden”, skyldes det vel, at det var på jorden mennesket tog bolig og følte sig trygt. Da vi opdagede, at Jorden var en planet, havde den allerede fået sit navn. Dengang var havet dét udenfor, det ukendte og skræmmende; det metafysiske dyb, som vi frygtede eller fascineredes af, men aldrig kunne begribe. Det er havet på mange måder stadig, men alligevel er der sket en afgørende forandring. Dels har vi nu set os selv udefra og set, at vi bor på ”den blå planet”. Og dels er havet samtidig blevet udforsket og anvendt på kryds og tværs. Vi hælder vores affald i havet og pløjer havbunden op med trawlredskaber. Derfor må vi også ændre vores forhold til havet. Det nytter ikke længere at se det som det uudgrundelige og fjerne, der har uendelige ressourcer og er upåvirkeligt af menneskets gøren og laden. Ligesom vores viden har også vores adfærd ændret sig, og vi sopper ikke længere blot i strandkanten. Giftige kemiske stoffer ophobes i havmiljøet, fiskebestandene nedfiskes, og rev og stengrunde ødelægges. Vi udbreder os allerede i havet, og derfor er det nødvendigt at finde måder at leve af og med havet uden at ødelægge det. I Landsforeningen Levende Hav arbejder vi for at skabe en bæredygtig udvikling i vores adfærd overfor havet. Et vigtigt redskab til at opnå dette er at ændre den måde, vi opfatter havet på. Vi må blive bedre til at se sammenhængen mellem det, vi foretager os, både på havet og på landjorden, og den udvikling vi skaber i havet. Derfor er det et selvstændigt mål for Levende Hav i det hele taget at styrke den folkelige interesse for denne sammenhæng. Til dette formål har vi sat miljøkutter Anton ind i det levende havs tjeneste. Interesserede kan få tilsendt et eksemplar af denne udgivelse ved at rette henvendelse til Levende Hav eller man kan møde M/S Anton på sommertogtet 2004, som starter i København den 4. juni på Christianshavn som deltager i Københavns Miljødage.
|
| Sitemap | Miljødebat | Enkeltsager | Kystfiskeri | Havbrug | Kontakt os |